1. okt. 2011

Folkeaktien for fremmelse af fællesskabet






(Billedet er lånt her: http://soe.dk/2004-tale-til-christiania-farvel-konservative)

Det er vel efterhånden alment kendt at "fristaden Christiania" – et elsket og hadet sted – er blevet sat på lidt af en prøve... efter "forhandlinger" med regeringen på et lille årti er der kommet en mulig løsning på banen: Christiania kan frikøbe bygninger på området for sølle 76 millioner kroner (og så betale 6 millioner om året for leje af voldanlægget).

Så nu er indsatsen sat igang; hvordan skraber Christiania lige 76 millioner kroner sammen?

Efter forslag fra et medlem af nationen! er fristaden nu sat på aktie – så at sige. Med mere korrekte ord kan du støtte op om fællesskabet ved at give et bidrag. Det kaldes en folkeaktie – og du får da også et papir på at du har købt en aktie – men du er ikke aktionær i traditionel forstand. Du er ikke medejer af Christiania ved at købe en aktie. Ikke mere end du ville være ved ikke at købe en altså – for Christiania er, som de siger, ejet af alle og ingen.

Men vi giver gerne vores støtte. Og støtten kan være alt fra symbolsk til økonomisk udmattende. Vi har valgt mellemtingen; et i vore øjne hæderligt beløb der ikke just udraderer vor økonomi.

Vi håber at andre vil støtte op om fællesskabet. At andre vil støtte op om Christiania.

I fald nogen af vore kære læsere vil, så kan det gøres her!

0 kommentarer: