12. jul. 2011

Om et bagagerumsmarked...

I søndags havde vi vores allerførste oplevelse som standpladsejere på bagagerumsmarked i Skalborg, Aalborg.

Det havde været en noget hektisk tid op til markedet – Charlotte rendte forvildet rundt og pakkede og pakkede og planlagde og planlagde.. og Jens var ude at sejle, ude at spise og ude at drikke..... Ja ja, til hans undskyldning var det dog også en kammerats fødselsdag!

Vi var nødt til at køre al vores loppegrej hen til markedet i to omgange. Dét er ikke helt optimalt og kan altså ikke anbefales. Men vi var nødt til det pga. møbler der fyldte lige lovlig meget. Det skal så tilføjes at alle de store møbler som fyldte, fyldte ligeså meget på vejen hjem! Derfor er en note til en anden gang: på bagagerumsmarked i Aalborg sælger man ikke møbler. Der er alt for lidt salg i store sager – det er primært nips som folk kan have med sig videre.

Det leder os videre til endnu en nota bene: bagagerumsmarked i Aalborg lader ikke til at være stedet til samlerobjekter, antikke genstande, mærkevarer eller andre dyre sager.. eller, det vil sige, det er ikke stedet at sælge sådanne sager hvis du ved hvad tingene er værd og gerne vil have en nogenlunde rimelig pris for dem.

Det er stedet hvor folk vil gøre et kup – ikke et sted de vil gøre et fund.

Altså, ikke dermed sagt at der ikke er en eneste deltagende som ville købe en lidt dyrere sag hvis han/hun stødte på det rette. Men I forstår vel meningen; den generelle tendens syntes at pege imod markedsbesøgende som primært søgte at gøre sig et billigt kup.

Det kunne da også tydeligt ses på vores eget salg: vi solgte alle de ting vi "bare skulle af med" og absolut intet af de ting vi "ser lyset i". Dem må vi vist af med på et andet marked.

Vejret var rigtig med os – solskin men også masser af skyer til at "bløde op" for varmen. Og vigtigst af alt: vi hyggede os som ind i helv*#%^ Det var virkelig sjovt – så sjovt at Charlotte hoppede rundt (og grinede og snakkede) som aldrig før. Jens var en anelse mere tilbagetrukket.... mon ikke tømmermændene havde lidt at sige?

Konklusion: det er så sandelig ikke sidste gang at vi gør det!







0 kommentarer: